StrandArve
Strandarve er en flerårig spiselig strandurt med en vidunderlig agurkesmag. Den har tykke vandfyldte (sukkulente) blade og er lidt klumpet at tykke i. Hjemme i vores køkken bruger vi den kun i Tzatziki, som erstatning for agurk, men det er den til gengæld også fantastisk til. Man skal selvfølgelig plukke den når den er grøn, frisk og oppustet af vand. Efter den er plukket kan den holde sig i flere dage – absolut en af de 10 bedste strandurter.
Den findes på stranden i sandet og har en tæppeligende vækst. Stænglerne er krybende med oprette, blomsterbærende spidser. Bladene er sukkulente, modsatte, ustilkede og ægformede med hel rand og stikkende bladspids. Begge bladsider er gråligt græsgrønne. Den suger vand til sig når det regner og opbevarer det i de tykke blade. Derefter kan den stå i ugevis i tørt sand og holde sig i live.
Blomstringen sker i juni-juli, hvor man finder blomsterne samlet i endestillede stande med 1-6 blomster. De enkelte blomster er tvekønnede, men i praksis enkønnede. Kronbladene er hvide og afrundede mod spidsen. Frugterne er trerummede kapsler med få frø.
Rodnettet består af krybende og tæt forgrenede jordstængler og dybtgående, slanke pælerødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,10 x 0,50 (10 x 5 cm/år), men planterne kan blive betydeligt bredere, hvis man tager alle de skud med, som er dannet fra jordstænglerne.
Arten er udbredt cirkumpolart, dvs. hele vejen rundt om Arktis. I Danmark findes den almindeligt langs alle kyster i plantesamfundene på sandstrande og strandvolde.
På standene findes arten sammen med bl.a. Alm. Kvik, Sodaurt, Strandkål, Strand-Mælde, Strand-Bede og Strand-Sennep[2]
Læs Fødevarestyrelsen anbefalinger, hvis du vil være helt sikker.
Seneste kommentarer