.. giften, som han medbragte, [var] gjort klar i et bæger. Da Sokrates så ham, sagde han: “Nuvel, min gode mand, du forstår dig jo på de her sager, så hvad skal jeg gøre?”
“Intet andet”, sagde han, “end at drikke det og gå omkring, indtil du bliver tung i benene, og derpå lægge dig ned. Så vil den virke af sig selv”. Og hermed rakte han bægeret til Sokrates.
… [han] holdt … bægeret op og drak det ud, ganske let og ubesværet.
… da han sagde, han blev tung i benene, lagde han sig ned på ryggen, og den der havde givet ham giften, trykkede kraftigt på [Sokrates] fod og spurgte, om han mærkede det, og han sagde nej; herefter på samme måde hans lægge, og idet han således fortsatte opad, viste han os, at han var ved at blive kold og stiv. Og han rørte ved ham igen og sagde, at når det nåede hans hjerte, ville det være forbi.
Kulden var nu næsten nået op omkring lænden, og idet Sokrates afdækkede sit ansigt – det var nemlig tildækket – sagde han, og det var det sidste, han ytrede: “Kriton, vi skylder Asklepios en hane. Giv ham den, og glem det nu ikke!”
“Det skal ske”, sagde Kriton. “Men er der også andet, du vil sige?” Således adspurgt svarede han ikke mere, men lidt efter rørte han på sig; og da manden dækkede ham af, var hans øjne stivnede. [2].
Teksten angiver kun få forgiftningssymptomer: Sokrates bliver tung i benene og mærker ikke bøddelens kraftige tryk. At bøddelen starter undersøgelsen fra fødderne får os til at mene, at følelsesløsheden starter i fødderne; Sokrates bliver kold og stiv, er ved bevidsthed til det sidste og rører på sig til allersidst (dødskrampe?); hans øjne er stivnede i døden. Platon specificerer ikke, at Sokrates henrettes med skarntyde. Eftertiden har antaget, det forholdt sig sådan, bl.a. fordi vi ved, at oldtidens Athen benyttede “coneion”, en giftdrik med saft af skarntyde, ved eksekvering af dødsdomme [3], og det stemmer overens med de beskrevne forgiftningssymptomer.
SkarnTyde
Kendetegn
Planten bliver indtil 2,5 meter høj, ligner kørvel og er GIFTIG!
I alt fald friske planter har en meget karakteristisk, ubehagelig lugt af museurin, som mærkes ved knusning eller gnidning af stængel eller bladstilke.
Hvis man spiser den giftige planet skarentyde, begynder de første symptomer 10-15 minutter efter indtagelse. Det starter med en brændende fornemmelse i munden, savlen og svimmelhed. Senere følger muskelsvaghed, kramper, opkastning, diarré og ufrivillig vandladning. Pupillerne udvides. Vejrtrækningen er først hurtig og overfladisk, men bliver tiltagende langsom og anstrengt. Skeletmuskulaturen lammes efterhånden (slap muskulær parese). Døden indtræder efter fuldstændig lammelse af åndedrætsmuskulaturen, der fører til kvælning.
Modgift findes ikke, så behandling er udelukkende symptomatisk. Overlever den forgiftede, er prognosen god, om end der efterfølgende kan optræde nyreskader. Små doser har en delvist blokerende virkning på nerveledningen i rygmarven, f.eks. hæmmes knæstrækkerrefleksen. Derfor brugte man tidligere skarntyde i behandlingen af bl.a. spastiske lammelser. Risikoen for at dø af akut forgiftning afhænger af dosis
Stænglen er glat, blådugget og mere eller mindre rød-purpurfarvet plettet eller helt rød forneden. Bladene er glatte, glinsende og 3-4 gange fjersnitdelte med hvidspidsede bladflige. Bladstilkene er rødplettede.
Blomsterstanden består af ofte mange dobbeltskærme. Storsvøbet har 5-7 lancetformede blade (det falder ofte af efterhånden), småsvøbet har 3-6 små æg-lancetformede blade.
Blomsterne er alle regelmæssigt radiærsymmetriske. Kronbladene er ca. 1 mm lange og svagt kløvede i spidsen.
Frugten er 2,5-3,5 mm lang og næsten kugleformet, brun og med fremstående bølgede ribber.
Planten er meget giftig p.g.a. indholdet af giftstoffet coniin, som er flygtigt og forsvinder ved opvarmning. Det er coniin, der giver friske planter lugten af museurin. Giftigheden er dog muligvis overdrevet i historiske kilder, da der sandsynligvis nu og da foreligger forveksling med den meget giftigere Gifttyde (Cicuta virosa).
Skarntyde er formentlig indført til landet af munkene i middelalderen og har herfra bredt sig til næringsrige lokaliteter i naturen.
Hvornår ses den?
: Blomstrer juni-juli. Ikke blomstrende individer kan med lidt træning ret let spottes vækstsæsonen ud på løvets karakter og plantens ranke statur
Conium maculatum MHNT.BOT.2005.0.956
Biologi
: Toårig. Vindslyngspredning og (ved kyster og søer) vandspredning.
Etymologi:
Det videnskabelige slægtsnavn er dannet efter det gamle græske navn for planten: kneion. Artsnavnet maculatum betyder plettet og sigter til den rødplettede stængel.
Det danske navn er forklaret under Gifttyde.
Det giftige indholdsstof coniin,som også giver lugten af museurin
,forsvinder ved tørring; derfor
mangler ældre planter ofte denne lugt mere eller mindre.
Børn er blevet forgiftet når de har suttet på fløjter lavet af stænglen; hvis de havde holdt sig til stængler af Vild Kørvel, var der ikke sket noget.
I folkemedicinen har den været brugt på forskellig vis. Ved fravænning af diende børn har man lagt en klud vædet med skarntydesaft på brysterne, hvilket har betydet, at mælkesekretionen ophørte. Ikke ufarligt, fordi giftstoffet fra planten kunne trænge gennem huden. Henrick Smids Urtebog (1546) har anbefalet den til munke og nonner til at dæmpe seksualdriften. (efter Danmarks Vilde Planter).
Allerede i oldtiden anvendte de gamle grækere udtræk af friske planter som en smertefrit virkende gift, der lammede centralnervesystemet og førte til døden. Velkendt er, at Sokrates blev dømt til døden ved indtagelse af skarntydesaft og som en lovlydig borger adlød dommen og tømte bægret med skarntyde.
Planten er meget giftig p.g.a. indholdet af giftstoffet coniin, som er flygtigt og forsvinder ved opvarmning. Det er coniin, der giver friske planter lugten af museurin. Giftigheden er dog muligvis overdrevet i historiske kilder, da der sandsynligvis nu og da foreligger forveksling med den meget giftigere Gifttyde (Cicuta virosa).
Skarntyde er formentlig indført til landet af munkene i middelalderen, plantet i klosterhaverne og har herfra bredt sig til næringsrige lokaliteter i naturen. Planten har også forskellige andre medicinske virkninger bortset fra giftigheden. Den er muskelafslappende.
Levested
: Almindeligst ved tanggødede, beskyttede kyststrækninger. Desuden på næringsrige steder i indlandet: ruderater, møddinger, langs veje, næringsrige græsgange etc.
Seneste kommentarer