StrandBede
Rødbedens og sukkerroens vilde forfader.
Mere grøndsag end urt – tåler frost og frisk om vinteren.
Strand-bede skal genkendes på sine dybgrønne, blanke og kødfulde blade, der tåler frost og er friske. De har ofte slidskader af vind og vejr, men kan stadig spises og holder sig friske og lækre den hårde vintertid igennem.
Smager melet, halvsød, lidt af ært og halvsaftig. Den minder mere om en grøntsag end en urt.
Bede (Beta vulgaris) er en 40-100 cm høj urt, der i Danmark findes vildtvoksende. Underarten strandbede (ofte skrevet strand-bede) Findes ved Storebælt og kattegat-nordkysten.
Planten udvikler en kraftig pælerod med tynde siderødder. Kulturformerne har fået fremelsket rødder med vidt forskellig form og farve, men fælles for dem er et højt indhold af stivelse og sukker.
Beskrivelse
Strandbede (B. vulgaris subsp. maritima), er en flerårig, urteagtig plante med en opret til opstigende vækst. Planten danner først en roset af bredt rudeformede eller ægformede blade med rundtakket rand. De opstigende stængler bærer smalt rudeformede til lancetformede blade med rundtakket rand. Alle blade er glatte og friskgrønne med lysere rand og underside.
Blomstringen sker i juli-august, hvor man kan se de små, bruskagtige, grønne blomster i endestillede og aksagtige nøgler. Frugterne er flade kapsler. Arten blev tidligere henregnet til Salturtfamilien, men den hører hjemme i Amarant-familien efter de seneste undersøgelser.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 1 x 0,50 m (100 x 50 cm/år). Tilvæksten er dog markant mindre det første år.
Voksested
Den vilde form, strandbede, hører hjemme på tangvolde ved stenede kyster. I Danmark er den særlig almindelig langs Store Bælt og de sydlige Kattegatkyster. Dér findes den sammen med bl.a. strandkål, sodaurt, strandkvik, strandmandstro og strandmælde.
Anvendelse
Den vildtvoksende Strand-Bede er udviklet til forskellige kulturformer, der bruges til dyrefoder og som fødemiddel. Se eventuelt
Læs Fødevarestyrelsen anbefalinger, hvis du vil være helt sikker.
Seneste kommentarer